100 års-fest for Thomasgade
Den 11. september blev det fejret, at der har været dansk børnehave i Harreslev i 100 år.
10.-klassebevis i Danmark anerkendes ikke længere i Tyskland. Derfor kan man ikke fortsætte på gymnasiet i Sydslesvig efter et efterskoleophold i 10. klasse. Der søges om dispensation til dem, der allerede er optaget.

Tager du på efterskole i 10. klasse, kan du ikke fortsætte på gymnasiet i Sydslesvig. I hvert fald ikke uden at tage 10. klasse igen.
Så forenklet lyder budskabet til de unge og deres forældre, der lige nu overvejer et efterskoleophold i Danmark og hvornår, det i givet fald skulle være.
Der er nemlig sket ændringer i reglerne for efterskoleophold i 10. klasse og den efterfølgende overgang til gymnasiet (G11).
Det danske 10.-klassebevis (FP10) anerkendes ikke længere i Tyskland, og da den danske 9. klasses afgangseksamen ikke giver adgang til gymnasiet i Tyskland, som den ellers gør i Danmark, skal man tage 10. klasses eksamen (MSA) i Tyskland, hvis man vil på gymnasiet i Sydslesvig.
Det vil altså sige: Tager du på efterskole i 10. klasse, skal du enten tage opholdet som et ekstra (sabbat-)år efter at have taget MSA i Sydslesvig, eller tage 10. klasse igen, når du kommer hjem.
Allerede tilmeldt?
For de elever, der allerede er på efterskole, har Skoleforeningen i starten af juni ansøgt undervisningsministeriet i Kiel om en overgangsordning.
Det samme gælder for de elever, der allerede er bindende tilmeldt et efterskoleophold i de kommende skoleår, dog ikke ud over skoleåret 2028/29.
Dialogen er fortsat i gang, så de nærmere rammer for overgangsordningen er endnu ikke endeligt afklaret.
Undgå forvirring – tag afsted i 9. klasse
Vil man på efterskole, undgår man de største problemer ved at tage af sted i 9. klasse.
Også det kræver forberedelse, ansøgninger og ministeriets velvilje, og man skal forud for efterskoleopholdet søge en informationssamtale med skolelederen på den afgivende skole.
Men så er vejen for et efterskoleophold også banet.
Efter aftale med undervisningsministeriet i Kiel er der mulighed for at tage 9. klasse på efterskole og derefter fortsætte i 10. klasse i Sydslesvig.
For at kunne det, skal der søges om dispensation hos Undervisningsministeriet. Det gør man via Skoleforeningen, og ministeriet afgør så, om der kan gives tilladelse til et efterskoleophold. Erfaringen er, at den tilladelse som regel gives.
Hjælp at hente
Alt sammen kan man læse mere om i de nye retningslinjerne for efterskoleophold, som netop er blevet offentliggjort her .
Man skal forud for et efterskoleophold under alle omstændigheder søge en informationssamtale med skolelederen på den afgivende skole – altså den fællesskole, man forlader for at tage på efterskole – så også her kan man blive klogere.
Er man stadig forvirret, er der altid hjælp at hente på Skoleforeningens rejsekontor, som kan kontaktes via mail:
rejsekontoret@skoleforeningen.org
eller tlf.: 0461-5047 400
Den 11. september blev det fejret, at der har været dansk børnehave i Harreslev i 100 år.
I denne uge delagtiggjorde en gymnasielærer i København sine elever i sit tidligere virkested.
Jes Kruse-Skolen havde »læsemaraton« som overskrift, da det for nylig var international læsedag.