De små skoler sikrer et levende mindretal

Det danske mindretal bæres af mennesker, som vælger at holde fast i og udvikle det danske. Og de vælger det til hver eneste dag. I den forbindelse er de små skoler og dagtilbud afgørende.

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at Skoleforeningens økonomi er alvorligt presset.

De økonomiske udfordringer er store, men de er ikke blot et spørgsmål om regnskaber og budgetter. Når Skoleforeningen taler om økonomi, handler det i virkeligheden om, hvordan vi sikrer de institutioner og det fællesskab, som bærer mindretallet fra generation til generation.

I den forbindelse er de små skoler og dagtilbud afgørende. 

De er lokale samlingspunkter og kulturcentre i det danske mindretal og bærer derfor en langt større opgave, end deres børne-/elevtal antyder. De opretholder det lokale mindretal. De gør det muligt for familier uden for de store byer at vælge det danske. 

Lang transport

For de fleste familier i Sydslesvig ligger der ikke en dansk skole lige om hjørnet.

Allerede i grundskolen (1.-6. klasse) kan børn uden for de større byer have lange skoleveje. Når børnene bliver ældre, bliver afstandene endnu større. Fra 7. klasse samles eleverne på fællesskolerne (op til 10. klasse) i de større byer, og på gymnasieniveau findes der kun danske tilbud i Flensborg og Slesvig. For mange unge betyder det op til to timers transport hver vej – hver dag – eller i nogle tilfælde kollegieophold.

Dagligdagen i det danske handler ikke kun om, hvor man går i skole. Det handler også om, hvor ens venner bor, hvor man går til fritidsaktiviteter, og hvor familien har sit fællesskab. Et barn kan bo ét sted, gå i skole et andet sted og have sin bedste ven i en tredje by. Det kræver robuste børn, engagerede forældre og et stærkt fællesskab omkring institutionerne.

Alting til trods vælger familier alligevel hele tiden den danske daginstitution, skole og dermed et mindretalsliv til.

Risikerer meget

Spørgsmålet er således ikke, om Skoleforeningen kan finde enkelte besparelser. For eksempel ved at lukke små skoler. Nej, spørgsmålet er, hvordan vi sikrer et levende dansk mindretal i hele Sydslesvig – også uden for de store byer.

Lukker en lokal dansk skole, står forældrene nemlig med et meget konkret valg: Skal deres barn i 1. klasse køre endnu længere med bus til den næste danske skole – eller skal barnet gå i den tyske skole tæt på hjemmet?

Med lukning af små skoler risikerer man derfor at miste en masse – ikke kun nogle klasserum. Man risikerer at afbryde fødekæden til hele det danske skolesystem og dermed til det danske mindretal.


264 børn og unge var på lejr i sommerferien

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Skoleforeningens lejrskoler i Rendbjerg og Vesterled har også denne sommer været fyldt med udpræget feriestemning. Rendbjerg og Vesterleds respektive madmødre har sørget for tre lækre daglige måltider og naturligvis en masse kage, og de voksne i spidsen for lejrene har sørget for et væld af forskellige aktiviteter, som sommerferiebørn kan fornøje sig med.

SKURK søger nye medlemmer

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Sæsonen 2026/27 står for døren, og Skoleforeningens Underholdningsorkester vil gerne have selskab af nye ansigter.

Den gode rygsæk er klar til brug

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Skoleforeningens og Sundhedstjenestens fælles projekt »Den gode rygsæk« er afsluttet. Nu ligger 369 sider med teser, statistik, analyser, konklusioner og anbefalinger klar til brug til fordel for mindretallets børn og unge i udsatte positioner.

Scroll to top