Ny lovgivning medfører tydelige konsekvenser
Med den nye lovgivning på dagtilbudsområdet har Slesvig-Holsten forsøgt at give området et kvalitetsløft, men blandt andet har de nye krav til normeringen ført til det modsatte.
Dagtilbudsforældre, som afleverer deres børn tidligt om morgenen, kender synet: Der er mandsopdækning i troldegruppen. Fire voksne er sammen med fire børn.
Det virker måske hyggeligt for de få på stuen, men i virkeligheden er der noget galt: Fleksibiliteten er forsvundet.
Mere fleksibelt
- Før den nye lovgivning blev til, var systemet mere fleksibelt. På tidspunkter med få børn har vi kunnet nøjes med færre voksne, og det har givet os noget råderum til at bruge personale, hvor det bedst giver mening i forhold til pædagogikken og børnenes behov – for eksempel til særlige projekter, opdeling i mindre grupper eller på ture, hvor der er brug for flere voksne.
Sådan er det ikke mere. Nu skal der altid være det antal pædagogisk personale på stuen, som gruppen er normeret til, uanset hvor mange børn der er tilstede, siger den pædagogiske konsulent på dagtilbudsområdet, Solveig Bendorff.
Lukninger
Sammen med det høje sygefravær, som lige nu er en generel samfundsudfordring, har den manglende fleksibilitet ført til, at hele institutioner eller enkelte grupper har været nødt til at lukke helt eller før tid, og forældrene skulle hente deres børn.
Forholdene har ulmet, ikke kun i Skoleforeningens 55 dagtilbud. Udfordringerne er præcis de samme i flertalsbefolkningen. Skoleforeningen er kun en af mange udbydere (Träger), som driver dagtilbud i Slesvig-Holsten.
Det gør kirker, kommuner eller organisationer som Arbeiterwohlfart også.
- Konsekvenserne af den nye dagtilbudslov har stor betydning for både medarbejdere, forældre og institutionernes børn. Derfor har vi sluttet os sammen for at lægge pres på politikken, så der sker forandringer.