Tag din 10. klasse i Sydslesvig
Går du i 8. eller 9. klasse? Overvejer du at tage 10. klasse? Så overvej at gå skridtet videre og tag din frivillige 10. klasse i Sydslesvig. Et år i Sydslesvig modner dig, åbner din kulturelle horisont og styrker dit tyske sprog.

Boost dine tyskkundskaber og interkulturelle kompetencer inden du starter på gymnasiet eller går i gang med en ungdomsuddannelse.
Tilbuddet henvender sig til elever fra Danmark som,
- søger et alternativ til et efterskoleophold
- allerede har færdiggjort 10. klasse i Danmark, men har lyst til et sabbatår
- gerne vil prøve et ophold i udlandet efter 9. klasse inden de begynder på gymnasiet eller en uddannelse
Udlandsophold under trygge forhold
Der kan være mange gode grunde til, hvorfor unge ønsker at gå i skole i udlandet i en periode. Det kan være, at man vil opleve noget nyt og spændende, at man vil komme væk fra den måske lidt kedelige, kendte hverdag derhjemme, at man vil udfordre sig selv eller at man vil møde andre på samme alder, som har en hel anden baggrund end man selv.
Som 10. klasses-elev i Sydslesvig, vil du komme hjem med styrkede tyskkundskaber og stærke interkulturelle kompetencer i bagagen.
Værtsfamilie eller kollegie?
Hvis du selv kan finde en værtsfamilie i Sydslesvig, kan du bo hos en værtsfamilie. Alternativt er det også muligt, at søge om optagelse på Ungdomskollegiet i Flensborg - vær opmærksom på, at der er et begrænset antal pladser. Ungdomskollegiet har lukket i weekenden, med få undtagelser.
Hvilke udgifter & omkostninger omfatter opholdet?
Et udlandsophold som skoleelev behøver ikke at være dyrt og besværligt. Skolegang i det fjerne udland kan hurtigt blive en dyr affære, fordi der ofte skal betales studiegebyrer, flybilletter, kost og logi og hvad der ellers hører til. Det koster dog ikke noget at være udvekslingselev i Sydslesvig, bortset fra de udgifter til skolegang (bøger, buskort, hobbyer, tøj) du også ville have derhjemme. Vær opmærksom på at det koster et beløb at bo på Ungdomskollegiet. På kollegiets hjemmeside finder du satserne (prisen er afhængig af dine forældres husstandsindkomst)
Hvilken skole kommer jeg til at gå på?
Hvis du bor på ungdomskollegiet, er det oplagt at gå på Duborg-Skolen eller alternativt en af de andre tre skoler i Flensborg (f.eks. Gustav Johannsen-Skolen). Vil du bo hos en værtsfamilie, ved vi ikke på forhånd, hvilken skole du kommer til at gå på. Det er værtsfamiliens adresse der bestemmer det, du kommer altså til at gå på den skole, som værtsfamiliens distrikt tilhører.
Hvordan ser undervisningsforløbet ud?
Du følger undervisningen på lige fod med dine klassekammerater og kan selvfølgelig også gå til eksamen når skoleåret er omme, hvis du vil. Du får et tysk eksamensbevis. Hvis du vil på gymnasiet i Danmark bagefter, kan dette lade godt lade sig gøre, da du kan tage ”orlov” i dét år, du er udvekslingselev i Sydslesvig, hvilket gør at du kan optages på gymnasiet i Danmark bagefter (afhænger selvfølgelig af din 9. klasses afgangseksamen). Tal med din skolevejleder om orlov.
I dette dokument kan du læse om de særlige regler for skolegang og deltagelse, der gælder for dig som udvekslingselev.
Skoleårets begyndelse og slutning kan du se under "ferieplaner" på Skoleforeningens hjemmeside.
Hvilken fritidsaktiviteter er der?
Vi har et rigt forenings- og kulturliv og din værtsfamilie eller skolen skal nok hjælpe dig med at komme i gang med fodbold, fitness, svømning eller hvad du nu har lyst til.
Jeg er interesseret - hvad gør jeg nu?
Kontakt Rejsekontoret@skoleforeningen.org for nærmere information.