Skoleelever på bog-shoppetur

150 sydslesvigske elever har været til bogfest på Flensborg Bibliotek, hvor de valgte bøger, de kunne tænke sig til deres skolebibliotek.

I slutningen af 2024 fik Dansk Centralbibliotek og Dansk Skoleforening for Sydslesvig/CfU Sydslesvig sammen bevilget 300.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre. 

Pengene bruger de sydslesvigske partnere til projektet »Unge sætter gang i læselysten!«, der skal øge læselysten hos udskolingselever, og de skal primært gå til indkøb af bøger til de unges egne skolebiblioteker.

Og hvad er så mere oplagt end at spørge eleverne selv, hvilke bøger de har lyst til at læse?

Sådan tænkte Runa Barbara Petersen, som er pædagogisk konsulent for PLC (Pædagogisk Læringscenter), og så stablede hun sammen med biblioteket og kollegerne på CfU en ‘bogfest’ på benene. 

Elevernes valg

Den blev afholdt på Flensborg Bibliotek onsdag den 9. april med deltagelse af 150 elever fra de seks skoler, der er med i projektet, og den skulle med Runa Petersens ord gerne være en »god, inspirerende, oplysende dag mættet med input«.

- Vi præsenterer jer for valgmuligheder, smagsprøver og forhåbentlig nogle gode oplevelser med at læse bøger. Men det er jeres stemmer, der tæller – jer, der skal træffe nogle valg, sagde Runa Petersen i sin velkomst til eleverne.

De deltog dagen igennem i forskellige workshops, hvor de fik pirret appetitten og mulighed for at skrive bøger på en ønskeliste til deres respektive skolebiblioteker, og de gik til opgaven med interesse, seriøsitet og ihærdighed. 

Blandt dem var Elliott, der går i 7. klasse på Duborg-Skolen. Han havde meldt sig til bogfesten, fordi han »havde lyst til at se, hvad det var«, og han var godt tilfreds:

- Det er spændende. Vi kan vælge bøger, vi gerne vil have, og det er en god mulighed for at få nogle nye bøger til vores skolebibliotek. Der er der ikke så mange, jeg synes om, sagde den unge Duborg-elev, som læser meget – faktisk hver dag.

- Det er mest Jumbo-bøger, men jeg elsker også historiske bøger, smilede han og fortalte, at han allerede havde sat blandt andet bøger om Anden Verdenskrig på ønskesedlen. 

Tilfreds med festen

Runa Petersen havde på forhånd ønsket sig »en vis alsidighed i elevrepræsentationen«, så ikke kun læseglade elever som Elliott, men også »læseflade« elever deltog i festen. Det ønske fik hun opfyldt af blandt andet Husum Danske Skole:

- Det handler jo om at fremme læselysten, så det giver god mening, at alle får lov at være med til at bestemme. Også de, der til daglig måske ikke har så meget lyst til eller har lidt svært ved at læse, sagde Nikolaj Wölky, der havde 22 elever med fra Husum. 

Bogfesten blev en stor succes, og arrangørerne var glade og tilfredse – for det var alle andre:

De fire forlag (Alinea, Straarup & Co, Alvilda og Gad), der havde taget et bredt udvalg af deres bøger med til bogfesten, var godt tilfreds, for dagen igennem blev der ud for deres bøger sat mange krydser på mange ønskelister. 

Lærerne var tilfredse med deres ihærdige, afkrydsende elever, og eleverne var glade for at få medbestemmelse og medejerskab. 

I den kommende tid vil der blive set på, hvor mange ønsker, der kan opfyldes.


Intensivt arbejde belønnet med besøg

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 27. marts havde Jes Kruse-Skolen besøg af Dominik Bloh. Den tyske bestsellerforfatter fortalte i to timer om sit liv, læste op fra sin roman og besvarede spørgsmål fra eleverne i 8. til 10. årgang.

Kom på arbejde på feriekolonien

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Gennem flere år har der været afholdt arbejdsweekender på Skoleforeningens lejrskole i Vesterled. Nu rykker succesen for første gang til børnehavekolonien i Hjerpsted.

Scroll to top