Forældre på kursus: »Det hører med«

Når børnene går i dansk børnehave eller skole, er det også for forældrene en god ide at kunne sproget. Det har fået en række forældre til at sætte sig på skolebænken i Bredsted.

For fjerde år i træk tilbyder SSF Amt Sydvest og SSF Bredsted danskundervisning for voksne, mens deres børn er aktiveret andetsteds.

Familiesprogdagene, som kurset kaldes, henvender sig primært til familier med børn i de danske institutioner i amtet og går ganske enkelt ud på, at de voksne får danskundervisning, og deres børn samtidig hygger sig med sjove workshops. 

- Man kan mærke en forandring i familielivet i forhold til tidligere. Man gør ikke længere noget uden børnene, siger Andrea Holste, der er næstformand i SSF Amt Sydvest, souschef i Ejdersted Daginstitution og en af de frivillige kræfter bag familiesprogdagene. 

- Her er man som familie. Og det er måske det, der skal til for at få forældrene på banen. Et danskkursus en onsdag aften er mange gange for hårdt for dem, tilføjer hun.

Familiesprogdagene finder lige som sidste år sted på Bredsted Danske Skole. De løber over fem lørdage med start kl. 9 og afslutning kl. 15.30 – og så er man også fyldt op.

Meget input

Sådan var det i hvert fald hos de voksne i familien Bernardini fra Læk på den første familiesprogdag lørdag den 11. oktober.

- Der er meget input, sagde Marco Bernardini.

- Men det er brugbart.

Han og hustruen Stephanie har meldt sig til alle fem lørdage i begyndergruppen for »lige så stille at komme i gang« og »overvinde sig selv« til at tale dansk. 

Stephanie har tidligere haft lidt berøring med det danske, for hendes forældre havde været i det danske system. De talte dansk, når hun som barn ikke skulle forstå, hvad de snakkede om, og det var grund til, at hun allerede som niårig begyndte at lære sig selv dansk. 

- Så jeg kan lidt, sagde hun, hvortil sønnike Milan, der er førskolebarn i Læk Daginstitution, med et bredt smil udbrød: 

- Far ikke.

Skal da kunne det basale

Ud over Milan på seks tæller familien også Aaron på tre år, og forældrene har aldrig været i tvivl om, at børnene skulle gå den danske vej. 

- Vi har meget mere brug for dansk, når vi bor så tæt på den danske grænse, sagde Marco, der også fremhæver den afslappede stemning og de mindre børne-/elevgrupper i det danske system som en absolut fordel.

- Og med det danske i bagagen bliver der mere fleksibilitet i arbejdsliv og uddannelse, tilføjede Stephanie.

Når man har truffet det valg for sine børn, bør man også følge det op, mener parret – også selv om man skal arbejde hårdt for at lære et andet sprog.

- Man skal da kunne det basale, mener Marco, hvilket de andre kursister omkring ham erkendte sig helt enig i. 

- Det hører med. Vi kan ikke forlange, at børnene lærer det, og vi ikke gør, sagde Stephanie og tilføjede: 

- Og børnene skal heller ikke snakke om mig, uden jeg forstår det.


Familiesprogdage

Familiesprogdagene omfatter et kursus for begyndere og et for let øvede.

Der er plads til 15 deltagere på hvert hold. Skulle man være interesseret i at deltage i familiesprogdagene, er der endnu enkelte ledige pladser på begynderkurset.

Næste gang, der er familiesprogdag, er den 15. november, og de resterende datoer er den 17. januar, 14, februar og 14. marts.

Prisen er 35 euro pr. voksen pr. gang. Deltager begge forældre, er prisen for forælder nummer to 20 euro pr. gang. Børn er gratis.

For at kunne deltage skal man være medlem af SSF.

For nærmere oplysninger og evt. tilmelding kan man kontakte Andrea Holste på: andrea.holste@skoleforeningen.org


Ansvar for helheden – også når realiteterne er svære

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

De fire danske fagforeninger skriver i et læserbrev forleden, at Styrelsen har forkastet et overenskomstforlig og dermed skabt usikkerhed blandt medarbejdere og i hele Sydslesvig. Det giver anledning til at præcisere nogle væsentlige forhold.

Nye rammer: Plads og varme giver ro og balance

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Efter sommerferien rykkede de danske børnehavebørn i Læk ind i en ombygget institution. Oven på efterårets indvielsesfest og decembers julerier kan de nu begynde at nyde hverdagen i de nye rammer.

Unge satte gang i læselysten i Husum

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Husum Danske Skoles nye biblioteksbøger er blevet præsenteret for udskolingseleverne. Det skete ved en stor fest, som elevernes egen læseklub stod bag.

Scroll to top