55 år er da et jubilæum

Den sidste dag i maj fejrede Humtrup Daginstitution sit 55-årige venskab med Grænseforeningen for Kolding og omegn. Det er der flere grunde til.

Tre år efter Humtrup i 1966 fik en dansk børnehave, fik børnehaven en gruppe danske venner i Kolding.

Det var Grænseforeningen for Kolding og omegn, der påtog sig fadderskabet for daginstitutionen i Sydslesvig. Foreningen har i årenes løb givet rigtig mange julegaver til børnene, som sammen med deres familier også har været inviteret på både weekend- og dagsture i Danmark, og der er givet mangt et tilskud til realiseringen af drømme om blandt andet tumlerum og nyt legetøj i børnehaven. 

- Vi nyder godt af dem, siger en taknemmelig dagtilbudsleder, Kirsten Tychsen Hansen, som derfor heller aldrig var i tvivl om, at 55 års-jubilæet i år selvfølgelig skulle fejres - på trods af, at det er et lidt skævt jubilæum og ikke noget, man sådan plejer at fejre. 

- 55 år ER da et jubilæum. Det SKAL vi markere - når nu vi lukker, siger Kirsten Tychsen Hansen og nævner dermed endnu en grund til at holde fest.

120 gæster til fest

Det er i disse dage nemlig den absolut sidste mulighed for at holde fest i Humtrup.

Fra den 19. august er Humtrup Daginstitution sammen med Aventoft Daginstitution at finde i nye omgivelser og under et nyt navn som Vimmersbøl Daginstitution på samme matrikel som Vimmersbøl Danske Skole.

Det er vemodigt for Kirsten Tychsen Hansen at skulle sige farvel til omgivelserne i Humtrup, men hun glæder sig også til at flytte i »nye, flotte, tidssvarende rammer«, og nu skulle der altså være fest - flyttetravlhed eller ej.

Det blev den 31. maj. Fokus var på de syv gæster fra Kolding, men festen var også en lille sommerfest for børnene og deres familier, og hele 120 gæster havde tilmeldt sig.

Ved siden af en lille udstilling af noget af det, børnene går og laver til daglig, blev der tilbudt diverse aktiviteter til børnene, og forældrene slæbte i en lind strøm lækkerier til en overdådig buffet, man kunne kaste sig over sammen med en pølse fra grillen.   

Venskabet består

Kirsten Tychsen Hansen understregede i sin velkomst endnu en gang, at det var »rigtig vigtigt« for hende at markere jubilæet og den betydning, de danske venner har haft for hendes arbejdsplads, og lokalformanden fra Kolding, Henning Haugaard, kvitterede med en forsikring om, at det stærke venskab vil bestå. Også under andet navn på en anden adresse.

- Vi håber også fremover at holde forbindelsen ved lige. Vi kommer gerne og besøger jer, sagde Henning Haugaard og overrakte Kirsten Tychsen Hansen en erkendtlighed nordfra. 

- Vi har altid en kuvert med, når vi kommer, sagde han med et skævt smil. 


Intensivt arbejde belønnet med besøg

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 27. marts havde Jes Kruse-Skolen besøg af Dominik Bloh. Den tyske bestsellerforfatter fortalte i to timer om sit liv, læste op fra sin roman og besvarede spørgsmål fra eleverne i 8. til 10. årgang.

Skoleelever på bog-shoppetur

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

150 sydslesvigske elever har været til bogfest på Flensborg Bibliotek, hvor de valgte bøger, de kunne tænke sig til deres skolebibliotek.

Scroll to top